Jævnbyrdig kamp endte med for stort nederlag


Af Ole Maass

Cifrene på måltavlen fortalte langt fra hele sandheden om kampen, da Skjern Håndbold og KIF Kolding fredag aften i Billund Idrætscenter spillede sæsonens tredje træningskamp for KIF's vedkommende.

33-26 til Skjern stod der på måltavlen efter en kamp, hvor vestjyderne gik til pause med en 17-16 føring.

Kampen var jævnbyrdig i de første 43 minutter, hvor KIF var bagud med 24-22, og fem minutter før tid reducerede Kristian Stoklund på straffekast til 26-29. Men i de sidste fem minutter havde KIF'erne svært ved at finde de rigtige løsninger, og så endte det med, at Skjern scorede kampens sidste fire mål, så det endte med en Skjern-sejr, som blev større i forhold til kampens reelle forløb.

Langt hen ad vejen viste KIF'erne bedre takter rent spillemæssigt sammenlignet med sidste uges nederlag mod HØJ Elite.

I starten af var fart og drev over angrebsspillet, hvor KIF startede med en bagkæde bestående af playmaker Kristian Stoklund samt Tobias Ellebæk og portugisiske Diogo Silva på de to backpladser. Spillet kørte ganske godt, selvom Skjern generelt stod godt i forsvaret med de to store drenge, Benjamin Buric og vores tidligere forsvarsstyrmand, norske Vetle Rønningen, som var de tunge spillere i det vestjyske forsvar, som KIF'erne skulle forbi.

Hos KIF var der sæsondebut til den unge streg- og forsvarsspiller Mads Kragh Thomsen, som nok skal blive en gevinst for KIF – ikke mindst forsvarsmæssigt. Han er en stor dreng, og han fik også et par udvisninger, men lavede også et godt mål fra stregen, og tilkæmpede sig også et straffekast.

KIF'erne skulle kæmpe hårdere for scoringerne mod et Skjern-hold, som ikke har skiftet tilnærmelsesvist så meget ud i truppen, som KIF har. Udover Vetle Rønningen har vestjyderne også hentet venstre fløj Bjarke Christensen, der som bekendt har spillet de to foregående sæsoner hos KIF, og Bjarke scorede på de chancer han fik – to mål fra fløjen og ét mål på straffekast.

Hos KIF kunne man glæde sig over, at en spiller som Tobias Ellebæk ser ud til at falde godt ind i spillet og også viser skud- og gennembrudskraft. Det samme er tilfældet med Diogo Silva på højre back, hvor KIF i den kommende sæson får en giftig duo med Silva og Oliver Norlyk. På stregpladsen og i forsvaret er der som vi kender det kvalitet fra spillere som Mathias Hedegaard og Benjamin Pedersen, selvom der på dette tidlige tidspunkt i sæsonforberedelserne stadig mangler en vis afstemning i KIF-forsvaret. Skjern lavede mange mål i førstebølgen, hvor KIF-forsvaret ikke var på plads, og vestjydernes mange indspil til Emil Bergholt på stregen endte også oftest med scoringer til vestjyderne.

På målmandsposten stillede Skjern med én af ligaens bedste målmænd, Christoffer Bonde i alle 60 minutter, og han havde to redninger flere end de tilsammen ti redninger, som Josip Cavar og Anton Hellberg blev noteret for – så det var egentlig ikke det, der afgjorde kampen. Hos KIF indsneg der sig lidt for mange tekniske fejl og nogle lidt hasarderede forsøg på blandt andet et par vip – og de fejl var én af årsagerne til, at det endte med et lidt for stort nederlag til KIF denne fredag aften.

Allerede nu på søndag klokken 11.00 kan du se KIF live i Sydbank Arena i den næste træningskamp, hvor KIF møder storsatsende Aarhus Håndbold fra 1. division. Århusianerne stiller med en række spillere med erfaring fra ligaen. Holdet har hentet målmand Rasmus Bech i Sønderjyske. Mads-Peter Lønborg, som i forrige sæson spillede i KIF og i sidste sæson i Bundesligaen er også med. Det samme er Nicolai Nørager, som senest har spillet i TTH Holstebro, og århusianerne har i truppen også Jesper Meinby, som var en stabil højre back i de to sæsoner han spillede i KIF. Så det er et meget kompetent 1. divisionshold KIF Kolding møder søndag klokken 11.00. Der er gratis adgang til kampen.

Matchfakta:
Skjern Håndbold-KIF Kolding: 33-26 (17-16)

Målscorere, KIF:
Kristian Stoklund: 6 (4), Tobias Ellebæk, 5, Mathias Hedegaard, 4, Diogo Silva, 3, Frederik Bay og Oliver Norlyk, begge 2, Lars Skaarup, Benjamin Pedersen, Mathias Majland og Mads Kragh Thomsen, hver 1 mål.

Ca. 300 tilskuere i Billund Idrætscenter.

#vikæmperforkolding