Af Ole Maass
KIF Kolding og Nordsjælland Håndbold har for vane at spille uhyre tætte kampe, og en sådan kamp er i vente lørdag eftermiddag med kampstart klokken 15.00 i Helsingehallen, hvor Nordsjælland tager imod KIF i mændenes håndboldliga.
Hjemmeholdet ligger med 11 point nogenlunde i betryggende afstand af bundpladserne, mens KIF på ligaens tredjesidsteplads med fire point færre i alvorlig grad har brug for point for at holde afstand til Ribe-Esbjerg og Grindsted på ligaens to nederste pladser.
Det er dog ikke placeringen i ligaen, men de spillemæssige færdigheder hos hans mandskab KIF-træner Sebastian Seifert har været optaget af de seneste halvanden uge, siden nederlaget til Sønderjyske.
-Vi har trænet godt igennem, og jeg håber at vi nu kan tage nogle skridt i den rigtige retning. Nordsjælland er et ungt hold, som spiller tempofyldt håndbold, og de veksler mellem et 6-0 forsvar og et mere offensivt 5-1 forsvar. Og samtidig satser de stærkt på omstillingsspillet, så vi skal være rigtig gode til at løbe hjem, for ellers bliver vi straffet i kontraspillet, forudser Seifert.
Han tror på, at hans mandskab i det stationære forsvar 6 mod 6 vil have mulighederne for at holde hjemmeholdet nede på et acceptabelt antal scoringer.
-I den seneste kamp mod Sønderjyske leverede vi en godkendt indsats i forsvaret i starten af kampen. Det er forudsætningen for, at vore målmænd får et større antal redninger, så her håber jeg meget på, at vi samlet over hele kampen kan levere bedre mod Nordsjælland end mod Sønderjyske, lyder det fra KIF-træneren.
Lørdag eftermiddag kan KIF-drengene se frem til at skulle dæmme op for hjemmeholdets profiler i bagkæden, playmaker Matias Campbell, Gustav Bruun og Nikolaj Larsson, ligesom hjemmeholdet også har stærke spillere på fløjene i form af Carl Emil Haunstrup på højre fløj og Rasmus Madsbøll på den modsatte fløj. På stregen har Nordsjælland en stærk spiller i Jonas Raundahl, og så kan KIF-drengene også se frem til et gensyn med deres tidligere klubkammerat, Thomas Boilesen, som nu slår sine folder på holdet med hjemmebane i både Helsinge og Hillerød.
KIF-drengene kan også glæde sig til at få opbakning fra medlemmerne af fanklubben Den Gyldne Hånd, der som altid er klar til at bakke KIF-spillerne op i alle 60 minutter.
Kampen mellem Nordsjælland og KIF kan følges med live-opdateringer på app'en og hjemmesiden tophåndbold.dk.