Af Ole Maass
33-28 stod der på måltavlen i hallen i Nykøbing Mors, da formstærke Mors-Thy Håndbold og KIF Kolding tirsdag aften havde afviklet deres kamp i HTH-ligaen. De cifre fortæller dog langt fra hele sandheden om en kamp, som var betydelig tættere end målforskellen antyder. KIF Kolding leverede en mere end godkendt indsats mod Mors-Thy, som lige nu er ét af ligaens allerbedst spillende hold.
Det smalt besatte KIF-hold fulgte med til stillingen 27-26 til hjemmeholdet med godt syv minutter tilbage at spille i. I de sidste syv minutter havde hjemmeholdets indskiftede målmand, Rasmus Bech imidlertid fire afgørende redninger på afslutninger fra Vetle Rønningen, Peter Balling, Jens Svane og Jesper Meinby, og det var den største del af forklaringen på, at det stærkt spillende hjemmehold hentede en sejr, som på papiret så mere sikker ud, end den i virkeligheden var.
KIF havde på forhånd lagt en gameplan, som handlede om at trække tempoet ud af kampen og undgå at skulle ud og løbe med hjemmeholdets hurtigløbere – blandt andre de to stærke fløjspillere Bjarke Christensen og Lasse Pedersen.
I første halvleg lykkedes KIF'erne langt hen ad vejen med den plan. KIF'erne stod fornuftigt i forsvaret. Tim Winkler i målet havde godt gang i redningerne, og i angrebet havde KIFérne ikke de store problemer med at spille sig frem til chancer – og score. Når KIF'erne alligevel var bagud med fire mål ved pausen skyldtes det, at der sneg sig flere tekniske fejl – fejlafleveringer – ind. I KIF's angrebsspil er en meget stor del af ansvaret lagt på Chris Jørgensens skuldre, og han var dygtig til både at finde medspillerne og til selv at hamre flere bolde i kassen, og så skal han ikke bebrejdes for, at han også i kampens hede kom til at træffe et par forkerte beslutninger.
KIF'erne kom flot ud i anden halvleg og fik i løbet af godt fire minutter hentet fire mål og udlignet til 16-16. Det tætte parløb fortsatte gennem det meste af anden halvleg, dog med hjemmeholdet i front med ét eller to mål gennem det meste af halvlegen.
KIF'erne blev flere gange straffet efter fejlafleveringer, da holdet spillede syv mod seks, hvilket betød, at hjemmeholdet fik flere lette mål i tomt mål. Det er mål, der tærer på psyken, men KIFérne fightede flot videre, men fik desværre aldrig lukket hullet. Og da hjemmeholdets målmand Rasmus Bech så valgte at trække gardinet for i de sidste syv minutter sluttede det således med en sejr, som optisk var mere sikker, end den var i virkeligheden.
KIF'erne kan tage adskillige gode momenter med fra kampen i Nykøbing Mors. Spiller holdet sådan i de kommende kampe kan holdet også sagtens hente de point, der skal til for at redde livet i ligaen.
Individuelt var der flere stærke indsatser af en række KIF-spillere: Tim Winkler, Jens Svane, Daniel Guldsmed, Peter Balling, Jesper Meinby og Chris Jørgensen for blot at nævne nogle. Vetle Rønningen var som altid solid, og på venstre fløj scorede Mats Gordon Krog på tre af sine fire afslutninger. Spillere som Benjamin Pedersen og Andreas Flodman var i mindre grad i fokus end vanligt. Men samlet set var det altså en KIF-indsats med pil opad – som desværre ikke gav nogle point.
Og så må man i øvrigt også bare rose et uhyre stærkt Mors-Thy mandskab med store profiler som Sander Øverjordet, Bjarke Christensen, Mads Hoxer Hangaard, Erik Toft og Lasse Pedersen. Fortsætter de det spil de viste tirsdag aften mod KIF kan de drille alle ligaens store hold og formentlig også lave ravage ved det kommende Final Four-pokalstævne.
KIF-spillerne skal fortsætte den koncentrerede indsats, hvor der allerede nu på søndag den 6. marts venter en opgave af de helt store, når Aalborg Håndbolds danske mestre kommer på besøg i Sydbank Arena med kampstart klokken 14.00.
Her skal KIF-drengene have massiv opbakning fra holdets trofaste hjemmepublikum.
Matchfakta:
Mors-Thy-KIF Kolding: 33-28 (16-12)
Målscorere:
Mors-Thy: Lasse Pedersen, 10, Bjarke Christensen, 8, Sander Øverjordet, 6, Mads Hoxer Hangaard, 4, Erik Toft, 2, Andreas Nielsen, Marcus Midtgaard og Axel Franzén, hver 1 mål.
KIF Kolding: Peter Balling, 6, Daniel Guldsmed, Jens Svane og Chris Jørgensen, hver 4, Mats Gordon Krog, 3, Jesper Meinby, Vetle Rønningen og Andreas Flodman, hver 2 samt Benjamin Pedersen, 1 mål.
Udvisninger:
Mors-Thy: 1, KIF: 4
Redninger:
Mors-Thy: Rasmus Henriksen: 6/29 (20,69 procent), Rasmus Bech: 4/8 (50 procent)
KIF: Tim Winkler: 12/38 (31,58 procent), Agust Eli Björgvinsson: 0/3
1202 tilskuere i Sparekassen Thy Arena i Mors.
Foto: Photo-Andersen