God moral – men ingen KIF-point på Sydfyn


'}}

Af Ole Maass

Hæderfulde nederlag kan man ikke nødvendigvis bruge til ret meget, men det var sådan ét KIF Koldings mandlige ligahold sluttede 2023 af med, da holdet lørdag eftermiddag i Gudme tabte med 29-27 til de danske mestre fra GOG. Ved pausen var stillingen 14-14.

Det blev en realitet efter en kamp, hvor KIF-spillerne viste god moral og fik skabt alvorlig spænding i slutfasen efter, at KIF'erne ellers midtvejs i anden halvleg kom bagud med fem mål – 23-18. Det skete efter en periode, hvor KIF'erne lavede flere tekniske fejl og havde flere dårlige afslutninger på en stærkt spillende Tobias Thulin i GOG-målet. Det straffede fynboerne til at bringe sig afgørende foran.

I kampens første 40 minutter var der tale om en helt jævnbyrdig kamp, hvor KIF'erne førte i store dele af første halvleg – blandt andet med 8-11 efter 19 minutters spil. Men så blev KIF ramt af flere udvisninger, og det benyttede GOG til at bringe sig på omgangshøjde – og også komme foran med 14-12. Men på to mål af KIF's to norske landsholdsspillere Erik Toft og Sander Øverjordet fik KIF udlignet til pausestillingen 14-14.

KIF kom også bedst i gang i 2. halvleg og bragte sig foran med 14-17, men så fulgte en længere periode med flere tekniske fejl og missede afslutninger, og mod GOG er den slags dyrt. Det er fynboerne eksperter i at straffe, og det betød som tidligere nævnt, at GOG bragte sig foran med 23-18 midtvejs i anden halvleg.

Alligevel formåede KIF at kæmpe sig tilbage, og med lidt mindre end tre minutter tilbage at spille i reducerede Mathias Hedegaard fra stregen til 27-26. Muligheden for KIF-point var absolut tilstede. Men det håb blev punkteret et halvt minut senere, da samme Hedegaard fik en udvisning – med lidt over to minutter tilbage at spille i. Og da GOG's landsholdsspiller Emil Madsen med godt et minut tilbage scorede til 29-27 på et gennembrud var endnu et ærgerligt – og hæderligt – KIF-nederlag en realitet. Tæt på og alligevel så langt fra.

Matchfakta:
GOG-KIF Kolding: 29-27 (14-14)

Målscorere:
GOG: Aaron Mensing og Alexander Blonz, begge 7, Emil Madsen, 5, Oskar Vind. Linus Persson og Lauritz Leger, hver 2, Hjalte Lykke, Anders Zachariassen, Henrik Jakobsen og Tobias Thulin, hver 1 mål.

KIF: Erik Toft og Oliver Norlyk, hver 6, Viktor Nevers og Mathias Hedegaard, hver 4, Sander Øverjordet, 3, Benjamin Pedersen, 2, Jens Svane og Pelle Boesen, hver 1 mål.

Udvisninger:
GOG: 2, KIF: 4

Redninger:
GOG: Tobias Thulin: 17/44 (38,64 procent)
KIF: Magnus Brandbyge: 8/29 (27,59 procent), Anton Hellberg: 2/8 (25 procent)

1746 tilskuere i Phønix Tag Arena i Gudme

#vikæmperforkolding