Af Ole Maass
Det skulle have været en festlig fredag med sejrssang og glade KIF-spillere og fans i Sydbank Arena. Men det endte i stilhed og skuffelse, da knap 2400 tilskuere kunne se til, at Bjerringbro-Silkeborgs Alexander Lynggaard i absolut sidste sekund udlignede til 30-30 og dermed frarøvede KIF Kolding det ene af de to point holdet var godt på vej til at hente.
Når det så ellers er konstateret må man føje til, at KIF Kolding sagtens kan bruge det ene point fra den uafgjorte kamp i bundstriden i ligaen. Som helhed spillede KIF'erne en godkendt kamp, hvor forsvaret stod stærkt i lange perioder af kampen, hvor holdet begik få tekniske fejl, og hvor KIF-drengene også fandt løsninger i angrebet. Det betød, at KIF'erne førte langt det meste af kampen mod et BSH-mandskab, som var svækket af at måtte undvære to af holdets store profiler, landsholdsspilleren Rasmus Lauge og den tidligere landsholdsspiller Morten Olsen.
Men BSH har stadig klassespillere i bagkæden i form af Peter Balling, Nikolaj Læsø og unge Magnus Rahbek. Men fredag aften var det dog BSH's fintestærke og fodrappe islænding Gudmundur Astorpsson, som spillede førsteviolin hos gæsterne med syv scoringer og flere oplæg til scoringer. Ham fik et ellers godt indstillet KIF-forsvar aldrig rigtig styr på.
KIF-spillerne leverede en stærk holdindsats med højre back Oliver Norlyk og playmaker Kristian Stoklund som to af de mest iøjnefaldende profiler. Men der var også pil opad for spillere som Lauritz Legér, Lars Skaarup, Benjamin Pedersen samt unge Victor Lyngsø, som fra stregen levede to energimål. KIF manglede lige den sidste skarphed til at lukke kampen, og det kan spillerne ærgre sig over en dag eller to. Men så handler det ellers om at kigge fremad mod de kommende svære kampe, ude mod GOG, hjemme mod Skanderborg/AGF og ude mod TTH, hvor KIF'erne forhåbentlig igen kan få færten af de point, som kan sikre en ny sæson i mændenes håndboldliga.
Matchfakta:
KIF Kolding-Bjerringbro-Silkeborg: 30-30 (14-11)
Målscorere:
KIF: Oliver Norlyk, 8, Kristian Stoklund, 7, Lars Skaarup, Benjamin Pedersen og Lauritz Legér, hver 3, Victor Lyngsø, Jens Svane og Viktor Nevers, hver 2.
BSH: Gudmundur Astorpsson, 7, Mads Lenbroch og Nikolaj Læsø, hver 4, Peter Balling, Alexander Lynggaard, Magnus Rahbek, Patrick Boldsen og Anders Zachariassen, hver 3.
Udvisninger:
KIF: 1 – BSH: 1
Redninger:
KIF: Emil Tellerup: 6/21 (28,57 procent), Josip Cavar: 5/18 (27,78 procent)
BSH: Mikkel Løvkvist: 1/13 (7,69 procent), Kasper Larsen: 8/25 (32 procent)
Tilskuere: 2380 tilskuere i Sydbank Arena
Dagens Man of the match: KIF: Oliver Norlyk, BSH: Gudmundur Astorpsson