Af Ole Maass
Det er landets stærkeste hold lige nu, som KIF Kolding lørdag klokken 16.00 i Sydbank Arena tager imod, når KIF-drengene skal op imod de sydfynske arvefjender fra GOG.
GOG'erne er ikke bare ubesejrede i den hjemlige liga med 29 point for 15 kampe. Fynboerne har også leveret en overbevisende indsats i den næstfineste europæiske klubturnering, hvor GOG topper pulje B med internationale klassemandskaber som Nantes, tyske Lemgo og Benfica fra Portugal – og hvor GOG'erne stort set er sikre på avancement til kvartfinalen, selvom der mangler fire kampe i puljen.
Det er altså en sværvægter KIF Kolding skal op imod, og KIF-træner Torben Sørensen er da også meget bevidst om, at hans mandskab skal spille en perfekt kamp for at kunne gøre sig håb om et godt resultat.
-Vi kan jo spille frigjort i den forstand, at der ikke er noget forventningspres på os. Men vi har selvfølgelig selv en forventning om, at vi skal ind og give GOG kvalificeret modstand. Vi ved, at vi kommer under et voldsomt pres, og det skal vi forsøge at stå imod i forsvaret samtidig med, at vi skal spille med et minimum af fejl i angrebet, siger Torben Sørensen.
Både han og spillerne ærgrede sig over, at de onsdag aften ikke fik point med fra Esbjerg fra kampen mod Ribe-Esbjerg.
-Vi må erkende, at vi stressede lidt for meget, da tingene skulle afgøres. Vi havde vist flot moral og kom godt tilbage efter at have været stort bagud i starten af anden halvleg, men til slut manglede vi lige lidt kølighed. Den kølighed får vi brug for lørdag eftermiddag mod GOG, konstaterer Torben Sørensen.
Fra KIF Koldings side håber vi på, at KIF-drengene får massiv opbakning lørdag eftermiddag. Med de corona-restriktioner, der nu synes at være på vej tyder alt på, at det bliver sidste mulighed i et stykke tid for at se drengene i aktion. Så kom i hallen – og kom i god tid, og husk coronapas. KIF-drengene har brug for opbakningen!