Af Ole Maass
38-22 lød de knusende cifre til hjemmeholdet, da KIF Kolding tirsdag aften var på besøg i Skjern Bank Arena. Bag de grumme cifre gemmer sig en kamp, hvor KIF'erne hverken i forsvaret eller angrebet viste de takter holdet har vist tidligere i denne sæson.
Et stærkt spillende Skjern-hold fik alt for gunstige betingelser til blandt andet at løbe kontra og score et hav af mål, og tilsat alt for mange tekniske fejl fra KIF's side skulle det ende galt denne aften.
Statistikken for kontrascoringer fortæller, at Skjern gennem de 60 minutters effektiv spilletid scorede 19 (!) gange på kontra. KIF scorede et enkelt kontramål. Statistikken for tekniske fejl var ikke ret meget mere munter læsning set med KIF-briller – 18 tekniske fejl til KIF, otte til Skjern. Det var blandt andet en lille håndfuld fejlafleveringer, hvor KIF'erne smed bolden i hænderne på en Skjern-spiller, som så kunne score i tomt mål, da KIF i anden halvleg forsøgte sig med spillet syv mod seks.
Skjern førte 17-10 ved pausen, og i første halvleg var det blandt andet en stærkt skydende Joaquim Nazaré fra Skjern, som fik alt for gode betingelser både på sine egne skud og på indspil til stregen og udspil til Bjarke Christensen på venstre fløj hos hjemmeholdet.
KIF-forsvaret fik ikke leveret de nødvendige tacklinger og spilstop, og det billede fortsatte de første otte minutter af anden halvleg, hvor Skjern fuldstændigt afgjorde kampen med syv mål i træk og gik fra pauseføringen på 17-10 til 24-10.
Så fulgte en periode, hvor de to hold byttede mål. KIF's portugisiske højre back Diogo Silva fandt med en håndfuld gode indspil unge Victor Lyngsø på KIF's streg, og med fem mål i træk stod Lyngsø for dagens opmuntrende KIF-præstation. Han lavede nogle rigtige energimål – og Silva leverede foruden de gode indspil også selv tre fine scoringer ude bagfra.
Men samlet set var det altså en præstation, hvor KIF-spillerne givetvis ikke er tilfredse med sig selv – heller ikke på trods af de mange skader, og ingen i KIF-lejren synes det er acceptabelt med et nederlag i den størrelsesorden. Nu har KIF-drengene og trænerstaben heldigvis 18 dage til både at få bearbejdet nederlaget og til at se frem mod de næste opgaver, som er to hjemmekampe mod de danske mestre fra Aalborg den 16. november og til kampen mod oprykkerne fra Grindsted den 20. november.
I øvrigt skal medlemmerne af KIF Koldings fanklub Den Gyldne Hånd have stor ros for denne aften i Skjern at bakke KIF-drengene op i alle 60 minutter. Det er den slags, der kendetegner ægte fans, som er med både i med- og modgang.
Matchfakta:
Skjern Håndbold-KIF Kolding: 38-22 (17-10)
Målscorere:
Skjern: Joaguim Nazaré, 8, Bjarke Christensen og Viktor Bergholt, begge 5, Lasse Mikkelsen og Jakob Rasmussen, begge 4, Emil Bergholt og Senjamin Buric, begge 3, Noah Gaudin og René Rasmussen, begge 2, Mads Bjergfeldt og Tobias Mygind, begge 1 mål.
KIF: Victor Lyngsø og Kristian Stoklund, bge 5, Diogo Silva, 3, Sebastian Bertelsen og Lauritz Legér, begge 2, Hans Holst, Viktor Nevers, Mathias Hedegaard, Lars Skaarup og Magnus Kronborg, hver 1 mål.
Redninger:
Skjern: Christoffer Bonde: 9/24 (37,50 procent), Tim Winkler: 0/7 (0 procent)
KIF: Josip Cavar: 1/17 (5,88 procent), Emil Tellerup: 6/24 (25 procent)
Udvisninger: Skjern: 1, KIF: 1
2912 tilskuere i Skjern Bank Arena