Af Ole Maass
Når KIF Kolding onsdag aften – med kampstart klokken 20.00 – tager til Sønderborg for at møde Sønderjyske Herrehåndbold er der en hård fysisk kamp i vente.
Det mener KIF's cheftræner Sebastian Seifert med udsigten til, at hans spillere i angrebsspillet skal op imod de store tunge drenge i det sønderjyske midterforsvar, Morten Bjørnshauge og Jacob Bagersted.
KIF har som bekendt også et par ret store klepperter i forsvaret, Mads Kragh Thomsen og Jonas Tidemand, og der er også udsigt til, at en anden af de store KIF-drenge, Mathias Hedegaard igen er klar til onsdagens kamp.
-Så jeg tror det bliver en fysisk kamp ligesom i vores seneste kamp mod Grindsted. Det bliver ikke nødvendigvis det mest polerede håndbold vi får at se, men det er heller ikke vigtigt lige nu, konstaterer Seifert.
I det sønderjyske angreb kan KIF'erne givetvis også få deres udfordringer med Sønderjyske-playmaker Nicolai Jørgensen, som er hjemmeholdets helt store spillemæssige omdrejningspunkt. Senest imponerede Jørgensen og Sønderjyske stort, da holdet i weekenden pressede de danske mestre, Aalborg på hjemmebane i en helt tæt kamp, som nordjyderne først afgjorde i de sidste sekunder med en scoring til 34-32.
-Vi skal forsøge at få lidt mere fart i vores angrebsspil og spille mere direkte samtidig med, at vi skal minimere de tekniske fejl. Det arbejder vi hårdt på til træningerne, og så tror vi helt sikkert på vore muligheder mod Sønderjyske, lyder det fortrøstningsfuldt fra KIF-træner Sebastian Seifert.
Som altid vil KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd være på plads i Sønderborg for at støtte KIF-drengene. Er du ikke selv med i det sønderjyske vil du i stedet kunne se kampen live, når TV2 Sport transmitterer kampen med optakt fra klokken 19.30.