Dagens KIF-spiller: Anders Beuschau


Foto: Pebbes Billeder

Af Ole Maass

I disse uger præsenterer vi her på kif.dk de nye spillere, som er kommet til KIF Kolding og bliver en del af klubbens ligatrup. Her følger en snak med stregspilleren Anders Beuschau, som er kommet til KIF efter at have spillet i GOG.

Navn: Anders Beuschau.

Alder: 21 år

Håndbold-karriere: Hans barndomsklub OH 77 i Odense. Efterfølgende har han spillet en lang årrække for GOG, hvor han også har spillet i sine første tre år som senior og her været en del af klubbens ligatrup. Anders Beuschau har spillet knap 20 U-landskampe, og han var med på det danske U19-landshold, som i 2019 vandt bronze ved U19-VM i Nordmakedonien.

Højde og vægt: Anders Beuschau er 1,96 meter høj og vejer 104 kilo.

Han er kæreste med Caroline. Den 1. september starter Anders Beuschau på uddannelsen i Software Engineering på Syddansk Universitet i Odense.

Hvordan bedømmer du jeres muligheder som hold i denne sæson – hvad kan I opnå?

-Overordnet ser det godt ud. Målet er mindst at komme i top 8 og dermed i slutspillet, men jeg kan ikke se hvorfor vi ikke skulle kunne komme højere op. Vi har en stor bredde i vores trup, og når man ser bort fra Aalborg og GOG tror jeg sådan set, at vi kan bide skeer med de fleste hold i ligaen.

Hvordan ser du på din egen rolle på holdet – hvad skal du bidrage med?

-Jeg håber, at jeg kan bidrage med noget power og vilje. Jeg kan dække i tre'er forsvaret, jeg er rimelig hurtig i kontrafasen og jeg kan rykke i hullerne i angrebet. Det håber jeg at kunne bidrage med.

Fortæl om den fedeste oplevelse du har haft med håndbolden. Den fedeste kamp du har spillet eller en titel du har været med til at vinde?

-Den fedeste oplevelse havde jeg med U19-landsholdet ved VM i Nordmakedonien i 2019. Mod slutningen af turneringen fik jeg en forholdsvis stor rolle, og det var en fed oplevelse at være med til at vinde bronze. I bronzekampen slog vi Portugal.

Nævn tre personligheder inden for håndboldens verden, som du har ladet dig inspirere af – det kan være en træner, en medspiller eller en modspiller.

-Jeg vil nævne to stregspillere, som begge er meget bevægelige og som altid har været værd at se på. Den første er Bjarte Myrhol, som spillede i Rhein Neckar Löwen og Skjern. Den anden er franske Ludovic Fabregas, som spiller i FC Barcelona.

Hvad går du og laver, når du ikke lige spiller håndbold?

-Nu skal jeg jo i gang med et studie, som kommer til at tage noget tid. Men ellers bruger jeg fritiden sammen med familie, venner og min kæreste.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udvikliet af Magio - web med mere