Bjarne Jeppesen: En KIF-legende er død


Bjarne Jeppesen i KIF-Centret med DM-pokalen i foråret 1991, hvor KIF sikrede sig klubbens fjerde DM-titel efter en knusende 29-18 sejr over GOG.

Af Ole Maass

Vi der er gamle nok husker ham helt tilbage fra Fredericia KFUM's storhedstid i slutningen af 70'erne. Vi husker ham fra tv-transmissionerne – i sort/hvid – på Danmarks Radio af landsholdets kampe, og vi husker hans legendariske straffekastscoring ved VM i Vesttyskland i 1982, som sikrede Danmark en sejr på 23-22 over storfavoritterne fra Spanien. Da var der kommet farver på tv-skærmen, hvor en anden legende, Hans Grønfeldt, i adstadigt tempo kommenterede kampen.

Det handler om den lille spirrevip med sygekassebrillerne på venstre fløj, Bjarne Jeppesen, som nu i en alder af 70 år er død som følge af den længerevarende alvorlige demens-sygdom, Alzheimers.

Bjarne Jeppesen var også en spiller, som i slutningen af sin karriere fik en særdeles fremtrædende plads i KIF Håndbolds historie. Efter at have været med til at sikre flere af Fredericia KFUM's guldtriumfer i slutningen af 70'erne, skiftede Bjarne Jeppesen til Kolding Håndboldklub som spillende træner i to sæsoner fra 1983 til 85, og herefter skiftede han til KIF Håndbold, hvor han i sammenlagt fem sæsoner som spillende træner var med til at hente KIF's første fire DM-titler i hus. I 1987, 88, 90 og 1991. Bjarne Jeppesen var derudover med til at spille KIF i to pokalfinaler, hvoraf den ene sluttede med pokalguld. Efter at ”Jeppe” stoppede sin glorværdige karriere som spiller – 37 år gammel i 1991 udgjorde han sammen med Per Frederiksen en succesfuld trænerduo i tre sæsoner, hvor KIF var i to DM-finaler med en guld- og én sølvmedalje til følge, ligesom KIF i den periode også vandt yderligere en pokaltitel.

Per Frederiksen har en lang række gode minder om tiden med Bjarne Jeppesen, både som spillende træner og som hans trænermakker i KIF.

-Jeg var utrolig glad for at arbejde sammen med Bjarne. Bjarne havde sine kompetancer omkring det tekniske og fysiske. Jeg tog mig af det taktiske og mentale, og på den måde udgjorde vi et godt makkerpar. Jeg synes vi var et komplet trænerteam, og vi var gode til at give hinanden råd. Så vi supplerede hinanden godt, fortæller Per Frederiksen.

-I de år, hvor Bjarne ikke længere var aktiv som spiller, var der en sæson, hvor jeg havde rollen som manager, mens Bjarne stod for træningen og udskiftningen i kampene. I den sæson gik det ikke specielt godt, så på et tidspunkt blev vi enige om at skifte roller. Det skete stille og roligt og efter en god dialog mellem os, husker Per Frederiksen.

Forhenværende direktør i KIF Kolding, Jens Boesen, mindes også Bjarne Jeppesen som en spiller og træner, som har haft stor betydning for udviklingen i KIF.

-Bjarne kom til klubben med en meget professionel indstilling, og han var med til at flytte os, fordi han havde blik for værdien af den fysiske træning og træning med høj intensitet. På den måde var han forud for sin tid. Samtidig var Bjarne en fantastisk dygtig spiller med en teknisk formåen ud over det sædvanlige. Dermed blev han et forbillede for de spillere, som fulgte efter: Lars Christiansen og Nikolaj Jacobsen blandt andre, fortæller Jens Boesen og føjer til, at Bjarne Jeppesen i sine fem sæsoner som spiller i KIF var en særdeles spektakulær spiller.

-I sin første sæson hos os var Bjarne helt afgørende, da vi i foråret 1986 undgik nedrykning. I den afgørende kamp mod Nyborg, som vi vandt 40-34 scorede Bjarne 12 mål. I de følgende to sæsoner i 1987 og 88 blev vi danske mestre med Bjarne som en fremtrædende spiller, og Bjarne sluttede en fantastisk karriere som spiller, da han var med til at vinde vores første fire af i alt 14 DM-titler, konstaterer Jens Boesen.

-Og som menneske var Bjarne lun og en mand med god humor. Han spredte gode vibrationer omkring sin person, understreger Jens Boesen.

Privat var Bjarne Jeppesen bosiddende i Snoghøj ved Fredericia. Han var gift med Jette Brorsen, og han efterlader sig tre voksne døtre, en bonusdatter samt flere børnebørn. Bjarne Jeppesen bisættes onsdag den 23. oktober, klokken 13.00 fra Lyng Kirke ved Fredericia.

#vikæmperforkolding