Et blik på stillingen i Betoro Herreligaen levner næppe tvivl om, at gæsterne fra Fredericia HK kommer til AL Sydbank Arena som favoritter, når de torsdag klokken 20.00 skal op imod KIF Koldings mandlige ligahold.
Men man skal ikke være i tvivl om, at KIF-drengene vil gøre alt, hvad der er menneskelig muligt for at sætte en kæp i hjulet for Fredericia-holdet, som kommer til Kolding med tre ligasejre i træk.
-Jeg synes, man kan mærke hele vejen rundt, at det summer lidt ekstra op til sådan et lokalbrag. Der bliver snakket mere om kampen end normalt, og det lyder også til, at der kommer rigtig mange mennesker, så forhåbentlig får vi et godt tryk på lægterne. Jeg forventer en hårdt spillet kamp, hvor begge hold kommer til at lægge stor vægt på forsvarsspillet. Jeg tror ikke, det bliver helt så meget en løbekamp, som vi har set tidligere, og derfor kan det også godt blive en kamp med lidt færre mål. Til gengæld forventer jeg masser af hårde dueller og generelt en intens, men fair spillet kamp, lyder det fra KIF-træner Anders Eggert.
Hos gæsterne er det ikke mindst den svenske playmaker, William Andersson Moberg, som er holdets helt stor styrmand, og så råder FHK også over ligaens bedste forsvar - i hvert fald det forsvar, der er scoret færrest mål imod. Det hænger så også sammen med, at Fredericia i målet råder over den norske landsholdsmålmand Torbjørn Bergerud, som lige nu har den højeste redningsprocent i ligaen.
-Vi skal finde nogle midler til at bryde igennem deres forsvar. Vi tror på vore muligheder i denne kamp, og så glæder vi os ikke mindst til at spille på vores stærke hjemmebane. Med forventet over 3000 tilskuere i hallen er vi sikre på, at der bliver en fantastisk stemning. Vi er sikre på, at vore fans er klar til at bakke os op i alle 60 minutter. Så kan vi forhåbentlig få en rigtig sjov aften i AL Sydbank Arena, siger KIF-træner Anders Eggert.
Skal du også opleve stemningen og atmosfæren i en fantastisk håndboldkamp - ja, så har du torsdag aften chancen for at komme ind ganske gratis. Gå ind på https://kifkolding.eventii.dk/ og hent din billet. Tag dine bedste venner med - og kom og giv den fuld gas med opbakningen til KIF-drengene.