HomeGrafik grafikFeltTom
HovedSponsorGrafik
Hovedsponsorbanner 2009

 

KIF-sejr i Lars’ første hjemmekamp

31-27 lød sejrscifrene til KIF Koldings DM-sølvvindere i torsdag aftens træningskamp mod norske Sandefjord.

Som de fleste håndboldfans vil vide var det Lars Christiansens første hjemmekamp i det gamle KIF-Center – nu Tre-For Arena, hal 3 – i 14 år. Og netop Lars Christiansen fik da også et af aftenens største bifald, da han i anden halvleg – i en alternativ KIF-opstilling – hamrede bolden i nettet på et hopskud, da Lars i en kort periode klarede rollen som bagspiller.

I det hele taget var det en kamp, hvor der blev eksperimenteret meget på det skadesramte KIF-mandskab, hvor sammenspillet naturligt nok – det tidlige tidspunkt taget i betragtning – stadig mangler meget.

I stedet var der fine individuelle præstationer fra ikke mindst flere af de unge spillere, som fik megen spilletid torsdag aften: målmand Patrick Bols, Anders Munch på stregen, Lasse Mikkelsen som playmaker og Joachim Enggaard på højre fløj. Boris Schnuchel viste, at han er træfsikker både fra fløjen og i rollen som stregspiller, som han også klarede denne aften på det eksperimenterende KIF-mandskab. Og så var der også stort bifald til Mads Forslund, da han fra fløjen fik scoret et par mål efter sin skadespause, som har varet i omtrent to år.

Resultatet af træningskampen skal man ikke lægge alverden i. KIF førte 17-12 ved pausen mod et norsk hold, som er i en genopbygningsfase med mange stærke unge talentfulde spillere, som skal spille holdet tilbage i den bedste norske række. Og skal man dømme efter Sandefjords præstation mod KIF, vil nordmændene have alle muligheder for at opfylde den mission. I målet har Sandefjord en stor profil i den tidligere KIF-keeper, Sindre Wahlstad, som viste, at han stadig er en stor kapacitet i målet.

Der var godt 300 tilskuere til træningskampen, god stemning og masser af forventninger frem mod den håndboldsæson, som for alvor går i gang om cirka tre uger. Men kampen viste også, at der for KIF’erne stadig er meget, der skal ”pudses” af, inden det for alvor går løs.

Lars Christiansen